Tips til hvordan du bidrager til en god stemning på online møder

Sådan kan du bidrage til en god stemning på online møder

Du har sikkert også hørt nogen sige det her… ”Online møder kan altså ikke det samme som de fysiske møder, vi mangler nærværet, kropssproget, smalltalken som det sociale kit…  og vi kan altså ikke skabe de samme relationer…”, du siger det måske endda selv.

Inden jeg fortsætter, så lad mig lige slå fast én gang for alle… Nej, der er intet der kan erstatte fysisk samvær og nærvær 100% Punktum.

Men vi kan komme et rigtig langt stykke af vejen online, hvis vi ønsker det og hver især gør en indsats for at skabe nærvær og socialt kit, for selvfølgelig kan vi være nærværende på et online møde og selvfølgelige kan vi smalltalke og selvfølgelig kan vi være opmærksomme på hinandens kropssprog. Alt sammen ting der skal til for at skabe stærke relationer.

Dit bidrag til den gode stemning

Allerførst… prøv at tænke på de online møder, du har deltaget på… der har forhåbentlig været nogen, hvor du har tænkt ”Der var en god stemning og det gik rigtig godt”.

Nu vil jeg bede dig om at tænke på, hvad du gjorde og sagde på det online møde, for du var jo med til at skabe den gode stemning… hvad du end gjorde rigtigt… bliv ved med det 😊

Det der højest sandsynligt er sket på det gode online møde er:

  • Alle er blevet budt velkommen og blevet modtaget på en god måde, når de er kommet ind i online rummet, så de har fået lyst til at bidrage
  • Der har også været plads til lidt smalltalk, som alle har kunne deltage i
  • Alle har vist respekt for hinanden og bidraget til at alle kom til orde

Så mine tip til dig er simple og kan også lyde meget banale – men de virker…

  • Hils på de andre deltagere når du kommer ind i det visuelle rum – vi kan ikke give hånden, så derfor er den verbale hilsen endnu vigtigere.
  • Vær nærværende i din adfærd.
  • Lyt aktivt og visuelt – dette gøres med små nik, der anerkender den der taler.
  • Ikke vend hovedet for meget væk fra dit kamera – den talende vil opleve det som manglende interesse og worst case scenarie, kan du beskadige en relation.
  • Smil for pokker – smilet er ikke blevet mindre vigtigt, tværtimod! – det skaber relationer.

Et rigtig godt udgangspunkt er nemlig, at ting vi ikke kunne drømme om at gøre på et fysisk møde, ja… det skal vi da selvfølgelig også lade være med på et online møde.