Jeg kan blandt andet alt!!!

Lad aldrig nogen fortælle dig, at der er noget du ikke kan.

Jeg kan blandt andet alt!!! og det kan du også.

Der er bare rigtig meget, som jeg ikke har lært endnu. Der er også rigtig meget, som jeg i hvert fald aldrig bliver rigtig god til, men heldigvis og sjovt nok er det, jeg brænder mest for, også det jeg er bedst til.

Det er det svar, folk får, hvis de spørger mig, ”hvad kan du egentlig?”

Hvad er det vigtige her?

Men hvad der er vigtigere, det er også det svar, jeg giver mig selv, når jeg begynder at tvivle på mig selv eller bliver usikker i en situation, hvilket sker for os alle sammen, om vi vil indrømme det eller ej.

Nogle kalder det også Pippi metoden, og den er jeg helt med på. Det ville være spild af tid, hvis vi skal gå igennem livet og lade de ting, vi ikke har prøvet eller lært endnu, begrænse os.

Men der er en ekstra dimension på den her, som dog den kræver, at du er hudløs ærlig over for dig selv.

Tilvalg og fravalg

Der er altså også mange ting, som jeg helt sikkert godt kunne lære, hvis jeg ville… men det vil jeg ikke.

Et eksempel fra min verden – måske ikke det bedste af slagsen, men jeg er sikker på, at du fanger pointen.

Jeg er 100% sikker på, at jeg godt kunne lære at lappe en cykel… men jeg gider virkelig ikke (lige så lidt som jeg gider at reparere min egen bil), og jeg vil aldrig komme til at lappe en cykel (eller reparere bilen), uanset om jeg har lært det eller ej… så det ville være spild af tid, og så er der heldigvis nogle andre mennesker, der har den eller de kompetencer.


Prøv at forestille dig; næste gang du tvivler på dig selv og dine kompetencer eller bare bliver usikker på en situation, at du tænker:

Jeg kan blandt andet alt – hvad skulle stoppe mig!?


Nu sidder du måske og tænker… ”Jamen det hjælper da ikke lige i det øjeblik.”, men jo, det gør det…

Det hjælper dig til at holde fast i dig selv og tro på dine kompetencer, også lige i det øjeblik.

Værktøjet er ganske simpelt og det er nemt at gøre til en god vane. Du skal dog vænne dig til, at nogle mennesker godt kan få noget galt i halsen, når du siger den første sætning, ”Jeg kan blandt andet alt…”. Det skal du ikke lade dig stoppe af, for de mennesker der tror på det samme som dig og er lige så autentiske som dig (både privat og professionelt), vil tage hatten af for dig.


Bottomline:

Det bliver så meget nemmere at være autentisk over for andre mennesker og tro imod dig selv, hvilket er et uhyre stærkt sted at stå, når vi skal drive vores virksomhed og have os selv med hele vejen.